top of page

Vores Hvalpe

At købe en hvalp er en stor beslutning og hos Kennel CardiStar’s prioriterer vi tryghed, ansvarlighed og åbenhed i hele processen. Vi guider dig grundigt og kærligt både før, under og efter hvalpekøbet, så du føler dig tryg og godt rustet til livet med dit nye familiemedlem.

511286507_10237596556678694_2738268385523052337_n.jpg

Den spæde start

Hos Kennel CardiStar’s lægger vi stor kærlighed og omtanke i udvælgelsen af vores avlshunde og avlspartnere. Vi gør os umage med at sammensætte de kombinationer og parringer, vi virkelig tror på – også selvom det betyder, at vi ofte rejser for parringerne eller importerer sæd for at sikre det bedst mulige match. Sundhed, temperament og racetypiske egenskaber er altid i fokus. Vi tror på, at tævens omsorg for hvalpene i den spæde start, har stor indflydelse på deres videre udvikling og derfor foregår både drægtighed og fødsel i rolige, trygge rammer, hvor tæven får ro, nærvær og støtte fra os, så hun kan give sine hvalpe den bedst mulige start.

De første uger

De første tre uger er en helt særlig og sårbar periode. Her sover vi på en madras ved siden af tæven og hendes hvalpe, som ligger trygt i fødekassen. Der er fuldt fokus på ro, nærvær og støtte til tæven, så hun kan koncentrere sig om sin vigtigste opgave – sine hvalpe. Hun får nærende og god mad, og vi er hos hende både dag og nat.

Vi har ekstra fokus på tæver, der er førstegangsmødre. Nogle tæver finder rollen helt naturligt fra start, mens andre har brug for lidt rolig guidning og støtte for at finde ind i moderrollen, og det tager vi os god tid til.

Hvalpene følges tæt, vejes dagligt, og hvis der er behov, supplerer vi med mælkeerstatning og hjælper de mindre hvalpe godt til de bedste dievorter, så alle får den bedst mulige start

IMG_0247_edited.jpg
DSC07454_edited.jpg

Opvæksten

Ugerne fra 4 til 8 er en meget vigtig periode i hvalpenes liv. Her har vi stort fokus på miljøtræning og socialisering, hvor hvalpene gradvist præsenteres for nye lyde, underlag, oplevelser og mennesker i trygge rammer. Vi fyrværkeritræner dem blidt og kontrolleret, og de kommer med på korte køreture, så de tidligt vænner sig til transport og nye indtryk.

Vi arbejder målrettet med at give hvalpene positive erfaringer, der styrker deres nysgerrighed, selvtillid og robusthed. Vores erfaring er, at den tidlige påvirkning er altafgørende for hvalpenes videre udvikling, og vi lægger stor vægt på at give dem et solidt og trygt fundament, som de kan tage med sig i deres videre udvikling

Hvad kan du forvente?

Hos os lægger vi stor vægt på, at hvalpekøb foregår i trygge og gennemsigtige rammer. Vi yder livslang opdrættersupport, og der findes ingen spørgsmål, der er for små – vi ønsker at være med hele vejen, både før, under og efter hvalpens flytning.

Vores hvalpe vokser op som stueopdræt og er vel­socialiserede og miljøtrænede. De er efter sunde og glade forældre med et stabilt temperament, så de får de bedst mulige forudsætninger med sig videre i livet.

Når du køber en hvalp hos os, medfølger en gennemarbejdet hvalpepakke, som består af:
 

  • Basis+ stambog (Dansk Kennel Klub)

  • Købskontrakt (Dansk Kennel Klub)

  • Chipmærkning + registrering i Dansk Hunderegister

  • 8-ugers vaccination

  • 2 x ormekur

  • Foder til den første tid

  • Mulighed for foderordning gennem os

  • Detaljeret hvalpemappe

  • Flot og personlig hvalpepakke

  • 1 års medlemskab af Welsh Corgi Klubben

DSC04719_edited.jpg
469811583_10235236019746746_2408321050085366601_n.jpg

Hvad forventer vi?

Vi har også nogle forventninger til vores kommende hvalpekøbere. Det er vigtigt for os, at I grundigt har overvejet, om jeres livssituation er klar til at byde en hund velkommen – både nu og mange år frem i tiden.
Vi forventer, at hvis i bor til leje, har I undersøgt hvorvidt der må holdes hund i jeres bolig og desuden at alle i husstanden er indforståede og glade for beslutningen. Derudover ser vi også gerne, at I har sat jer grundigt ind i racen og er bevidste om, hvad det indebærer at have en hyrdehund, både i forhold til aktivering, træning og hverdagsliv.

 

Vi håber, at vi kan bevare en god og uformel kontakt, efter hvalpen er flyttet hjemmefra. Det betyder meget for os at følge vores hvalpes udvikling – både for at glæde os over dem i deres nye familier og som en del af vores fremtidige avlsarbejde. Deling af erfaringer, små opdateringer eller billeder er derfor meget værdsat, men altid på en måde, der føles naturlig for jer.

Vores mål er at finde ansvarlige og kærlige hjem, hvor hvalpen bliver en del af familien for livet.

Processen

Lyder vi som den rette opdrætter for dig?

Vi skriver løbende interesserede hvalpekøbere op på vores venteliste til kommende kuld.

Send os gerne en mail, hvor du besvarer spørgsmålene i vores spørgeskema.

Vi arbejder ikke efter først-til-mølle-princippet. I stedet lægger vi vægt på at matche hver enkelt hvalp med den familie, som vi vurderer passer bedst til hvalpens personlighed og behov. På den måde håber vi, at både hvalp og familie får det bedst mulige liv sammen.

241157756_10226377039277771_4507330128014000990_n.jpg

Passioneret og dedikeret opdræt under WCK, DKK og FCI

DKK_opdraetterlogo
fci-logo
bottom of page